• Så blev det kinesernes tur: Novo lancerer Wegovy i Kina

    المصدر: BDK Finans / 18 نوفمبر 2024 08:04:18   America/Chicago

    Det var egentlig kun et spørgsmål om tid, før kineserne også fik adgang til Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy. I slutningen af juni godkendte de kinesiske myndigheder lægemidlet, og nu har den danske medicinalgigant lanceret det i Kina. Det kinesiske erhvervsmedie Yican fortæller, at den første kinesiske patient vil få udskrevet en recept i Shanghai i denne uge. Oplysningen bekræftes ifølge Reuters af Novo Nordisk. Kravet for at få Wegovy på recept i Kina er, at man har et BMI på mindst 30 og lider af mindst én vægtrelateret følgesygdom. Men det kan mange kinesere allerede nu leve op til, fortæller Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank med særligt fokus på medicinalbranchen. - I dag er der 184 millioner kraftigt overvægtige kinesere, og man regner med, at tallet vil vokse til 500 millioner i 2045. Så potentialet er jo kæmpestort, siger analytikeren. Selv om Wegovy-patentet udløber om et par år i Kina og kinesiske producenter allerede er på vej med kopiprodukter, så behøver det ikke få den store betydning for Novos salg i Kina. - Det kræver en kæmpe investering at producere medicin i den skala, som Novo Nordisk gør. Den investering vil eventuelle kopiproducenter også skulle hente hjem igen, og det lægger en bund under, hvor lavt man kan gå ned prismæssigt. - Samtidig har Novo allerede et godt navn og et godt netværk i Kina inden for diabetesbehandling, som man kan drage nytte af, siger Søren Løntoft Hansen. Han forventer, at Novo Nordisk i første omgang kun vil tilbyde Wegovy til de patienter, der er villige til at betale for det uden at have en sundhedsforsikring i ryggen. - Det er en fremgangsmåde, der er set i andre lande, og som er med til at sikre, at man også fremover har nok medicin til rådighed til dem, der er begyndt på behandlingen. - Og så vil man formentlig prøve at få Wegovy omfattet af en eller flere tilskudsordninger i takt med, at man også får udbygget sin produktionskapacitet til at kunne tilbyde det til endnu flere patienter, siger han. Novo meddelte i marts, at man ville investere mere end 500 millioner dollar i sin eksisterende fabrik i Tianjin i Kina med henblik på at udvide kapaciteten. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/saa-blev-det-kinesernes-tur-novo-lancerer-wegovy-i-kina
شارك على،